19. JUNI 2020





Ali Ünsal: Jeg er dybt rystet



- Jeg er dybt rystet over de anklager, der er rettet mod mig på Facebook og andre steder. Jeg er krænket og stødt på min stolthed. Dem der kender mig ved, at jeg afskyr IS - og jeg tager afstand fra alt, hvad den rædselsorganisation står for.


Det skriver Ali Ünsal i en kommentar til Radio Køge.





HØR INTERVIEW MED KEN KRISTENSEN, GRUPPEFORMAND FOR VENSTRE I KØGE:


Sagen udspringer af et billede som Venstre Køge har lagt på deres Facebook side. Billedet er taget af Venstres seks medlemmer af Køge Byråd, hvor de alle seks gør forskellige tegn med hånden.


To har tommelfingeren i vejret, to har knyttet hånden, en gør V-tegn, og Ali Ünsal peger med pegefingeren op i luften.


Det er denne gestus, som Martin Knudsen fra Nye Borgerlige har angrebet i flere kommentarer på Facebook. Ali Ünsal har sidenhen anmeldt Martin Knudsen til politiet, for æreskrænkelse.


Læs mere om sagen her



Ali Ünsal har ikke ønsket at deltage i et interview med Radio Køge, men skriver følgende i en mail til os:


"Jeg er dybt rystet over de anklager, der er rettet mod mig på facebook og andre steder. Jeg er krænket og stødt på min stolthed. Dem der kender mig ved, at jeg afskyr IS - og jeg tager afstand fra alt, hvad den rædsels organisation står for.


Når jeg ikke har sagt noget, så er det fordi jeg simpelthen ikke kan tage Martin Knudsen fra Ny Borgerlig alvorligt. Men desværre bliver han ved blandt andet på sociale medier og andre steder og nu er jeg nødt til at tage til genmæle.


Jeg er ikke, har aldrig været og bliver aldrig IS-sympatisør. Vi har lavet et fælles billede hvor vi i fællesskab blev enige om at lave nogle forskellige håndtegn. Fuldstændig magen til det, som vi alle sammen har prøvet at lave, når der skulle tages klassebillede i skolen eller billede af fodboldholdet - og jeg har simpelthen ikke skænket det en tanke. Ja, jeg kendte ikke engang tegnet for sympati med IS, for så havde jeg selvfølgelig ikke gjort det.


For mig betød fingeren, at vi var nummer 1 - andre lavede knyttede næver, nogle tommelfinger op og en anden victory tegn. Længere var den ikke. Iøvrigt et foto vi har anvendt i mere end to år.


Så er der det omtalte kaffe besøg hos de såkaldte "Grå Ulve" hvor jeg var chauffør for en gæst. Og ja - jeg drak en kop kaffe og havde jeg været mere opmærksom på, hvilket kaffemøde jeg var chauffør til, så havde jeg ikke gjort det. For ganske som IS, så er jeg heller ikke sympatisør med de Grå Ulve eller Erdogan.


Jeg er Ali, der går ind for fri tanke, fri tale og retten til at mene, hvad man vil.


Jeg går også ind for en fast og hård kurs overfor kriminelle og banderne. Det er derfor, jeg er medlem af Venstre. Jeg tror på det enkelte menneske og at det enkelte menneske har et ansvar for at tage vare på eget liv. Det er sådan, jeg har opdraget mine børn. Det er sådan, jeg forventer de vil opdrage deres børn. Og det er derfor jeg elsker det land, jeg bor i. Og derfor jeg gør alt, hvad jeg kan for at fortælle alle der vil høre på mig, om hvad det er for privilegier, vi har her i Danmark og hvorfor vi skal værne om dem.


Jeg er oprigtig talt rystet. Jeg har taget juridiske skridt til at få renset mit navn for de her helt uhyrlige beskyldninger. Også selv om jeg sagtens kan gennemskue, at min NB-kollega bare forsøger at få billige stemmer på at skabe frygt om mig og det jeg står for.


Sådan burde politik ikke være. Og jeg skammer mig over, at det er nødvendigt. Men jeg hverken kan, skal eller vil finde mig i, at nogen siger sådan nogle forfærdelige ting om mig."