20. MAJ 2020





Nu kan man igen blive viet på Køge rådhus





Kærligheden blomstrer igen i byrådssalen på Køge rådhus. Nu kan man nemlig atter blive viet i byrådssalen. Borgere, der har brug for nyt kørekort eller i akutte tilfælde for et nyt pas, kan fortsat få hjælp hos Borgerservice



Det er så yndigt at følges ad – og nu kan brudepar og deres familier igen følges ind i byrådssalen på Køge rådhus og blive viet. Den mulighed har ellers været lukket ned siden den 13. marts, hvor rådhuset lukkede.


Rådhuset er stadig lukket for medarbejdere, men nu er det besluttet igen at åbne dørene for par, der gerne vil give hinanden deres ja på rådhuset:


- Rådhuset er fysisk lukket, men livet går videre, og heldigvis for det. Selv om tiden lige nu ikke giver mulighed for de store fester, kan man sagtens fejre kærligheden. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu åbner byrådssalen for vielser, siger borgmester Marie Stærke.


Hvert år lægger rådhuset rum til omkring 180 vielser, der foregår i den gamle byrådssal i det, der er Danmarks ældste fungerende rådhus. Vielserne bliver foretaget af en af byrådets politikere, da medarbejderne fortsat kun må arbejde hjemmefra. Det vil foreløbig kun være muligt at blive viet på Køge rådhus om lørdagen.


Ceremonien følger naturligvis sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Vil man gerne benytte muligheden for at blive viet på rådhuset, skal man kontakte Borgerservice på tlf. 5667 6767.


Kørekort og pas

Mens Coronakrisen har tvunget rådhuset til fysisk nedlukning, har Borgerservice hele tiden været klar til at bistå de borgere, der af uopsættelige årsager brug for at få nyt pas, kørekort eller Nem-id nøglekort. Har du brug for at få forlænget dit kørekort, krævet det blot en henvendelse på tlf.: 5667 6767, hvorefter der vil blive booket en tid til fysisk fremmøde. Udstedelser af pas kan ske i akutte tilfælde ligeledes ved telefonisk henvendelse til Borgerservice, der har åbent på telefonen mandag-onsdag 9-14, torsdag 12-18 og fredag 9-13.


Her kan du høre vores interview med Køges borgmester, Marie Stærke (A)...