26. MAJ 2020





Så er der snart mere Ragnarock med Gasolin



Efter et langt forår uden gæster slår museumsorganisationen ROMU dørene op for besøgsstederne i ugen, der begynder med den 8. juni. Flere nye udstillinger og udvidet åbningstid er på vej. Men fortsat forsamlingsforbud medfører aflysninger af flere større arrangementer denne sommer





FOTO: www.romu.dk



Selvom dørene fortsat er lukkede i disse dage på de ti besøgssteder under museumsorganisationen ROMU, ja, så arbejdes der målrettet på de indre linjer for at gøre alt klar til en længe ventet begivenhed.


”Det har været århundredets forsømte forår med COVID-19 for landets kulturinstitutioner, men nu ser vi meget frem til en sommer med åbne udstillinger og besøgssteder og håb om bedre tider”, siger museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard.


Mens krisen med COVID-19 har raset i hele samfundet, har ROMU skruet markant op for sin digitale kommunikation, åbnet web-butik, skabt flere elektroniske nyhedsbreve, gennemført virtuelle arrangementer og foretaget indsamlinger online af beretninger og genstande, der illustrerer livet med COVID-19.


”Men vores hjerter banker for det ægte møde mellem mennesker og den autentiske oplevelse af de historiske genstande i museernes smukke rum. Så genåbningen og gensynet med publikum er noget, vi glæder os enormt til”, siger Morten Thomsen Højsgaard, der sammen med kollegerne har forberedt flere nye tiltag for at åbne og udbrede kulturarven i området omkring Roskilde Fjord.


På RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur i Roskilde forlænges den populære særudstilling ”Så kom med mig” om Gasolin’ frem til 15. december for at give mange flere mulighed for at opleve Danmarks største rockband som museumsfortælling.


Her kan du høre vores interview med Morten Thomsen Højsgaard, museumsdirektør for ROMU: