29. JUNI 2020





Køge Festuge 2020 er aflyst



Selvom man havde håbet til det sidste, er det nu en kendsgerning at der ikke kan blive en Køge Festuge i 2020. For første gang nogensinde, må festugen altså aflyses. Det gælder dermed også Radio Køge Open Air, som ellers var tilrettelagt.





Hvert eneste år siden 2005 har man kunne glæde sig til et brag af en fest i Køge, i uge 35. Men i år kommer det ikke til at ske. Heller ikke selvom man havde forsøgt sig med at udskyde festugen til starten af uge 36. Lyt med på Radio Køge i morgen tirsdag d. 30/6 kl. ca. 08:20 når vi har et interview klar med Køge Festuge, der fortæller nærmere om omstændighederne.


Dermed bliver der heller ikke noget Radio Køge Open Air i år. Musikprogrammet var ellers tilrettelagt til onsdagen, men må dermed også aflyses.


Køge Festuge skriver følgende på deres Facebook side:


VI MÅ KASTE HÅNDKLÆDET I RINGEN! 😓


Musikprogrammet er en vigtig del af planlægningen af Køge Festuge. Denne opgave er blevet mere kompliceret efter regeringens hjælpepakke til kunstnerne og musikkerne er for mangelfuld. Det vil sige at musikkerne ikke vil lave kontrakter med festivaller og lignende, for det kan komme til at betyde en forringelse af den støtte de eventuelt kan få, hvis de underskriver kontrakter. Derfor afventer de et nyt udspil fra regeringen, men ingen ved hvornår den kommer.


Det betyder store forsinkelser i vores detailplanlægning, hvilket umuliggør, at vi kan præsentere et program på det niveau, som vi ønsker det.


Problematikken vedrørende Covid-19 har selvfølgelig spillet med, men det er effekterne af Covid-19 og de tiltag regeringen har taget, som forsinker og besværliggør vores planlægning. Vi har indtil nu planlagt årets Festuge efter de retningslinjer myndighederne er kommet med, men lige meget hvor meget vi vil og har forsøgt, så smider vi desværre håndklædet i ringen. ☹


Mange af festugens foreninger, sponsorer og partnere har bakket op omkring festugen med Spar Nord Køge Bugt og Køge Kommune i spidsen her under Covid-19, og vi er kede af at skuffe dem, når de har lagt så meget energi i at realisere årets Festuge. Skuffelsen er dog ikke større, end at vi har fået kæmpe opbakning til festugen 2021, hvor mange allerede har tilkendegivet deres støtte. 🙏


Køge Festuges bestyrelse er meget skuffede, men beslutningen har været nødvendig, hvis vi fortsat skal fastholde den kvalitet vi står for. Vi glæder os til at komme i gang med planlægningen af Køge Festuge i uge 35 2021, hvor vi vil give den ekstra gas, og Køge endnu en gang kan fastholde sin plads som Danmarks største gratis Festuge. 🧡 Vi vender stærkt tilbage i 2021!