11. NOVEMBER 2020



Den 12. november indvies Danmarks allerførste indendørs mini-livreddertårn i Køge Svømmeland. Livreddertårnet er fyldt med sjovt og spændende udstyr som redningskranse, rescue boards, bjærgedukker, redningsveste og -torpedoer, som skal inspirere både børn og voksne til at prøve kræfter med livredderdisciplinen. Sidste år blev tårnet med stor succes testet i Køge Svømmeland og otte andre svømmehaller, og nu kommer tårnet retur og bliver en permanent og integreret del af Køge Svømmeland.





HØR INTERVIEW MED LISELOTTE JAKOBSEN, SOUSCHEF I KØGE SVØMMELAND...



Det nye livreddertårn i Køge Svømmeland er en miniatureudgave af de populære rød-hvide livreddertårn, som vi kender fra de danske strande, men i modsætning til livreddertårnene på strandene er tårnet i Køge Svømmeland ikke forbeholdt professionelle livreddere – tværtimod. Mini-livreddertårnet skal inspirere til at lege med og udforske livredning, og alle svømmehallens gæster opfordres til at kaste sig ud i livredderdiscipliner som fx at kaste en redningskrans, balancere på et rescue board og bjærge en dukke.


Test af livreddertårn var en kæmpe succes i Køge

Køge Svømmeland testede sidste år det nye livreddertårn i hele oktober måned, hvor rigtig mange af Køge Svømmelands gæster fik afprøvet det nye livredderudstyr. Testen var en kæmpe succes, og i Køge Svømmeland er man derfor meget begejstret for at lægge hus til en Danmarkspremiere, og at tårnet nu får permanent ophold i svømmehallen.


- Sidste år, da vi testede mini-livreddertårnet, var responsen overvældende, og vi oplevede, at både familier, skoler og mange andre af vores gæster kastede sig over livredning som disciplin. Både gæster og personale har givet udtryk for, at de har savnet livreddertårnet efter testperioden. Vi er derfor utrolig stolte over at være blevet udvalgt som den første svømmehal i Danmark, hvor livreddertårnet bliver permanent. Jeg er sikker på, at livredning fremover vil fylde meget mere i vores gæsters bevidsthed, og jeg er glad for, at vi i Køge Svømmeland kan være med til at inspirere en ny generation af livreddere, siger Liselotte Jakobsen, souschef i Køge Svømmeland.


Køge Svømmeland er den første svømmehal i Danmark til at få det nye livreddertårn og det tilhørende livredderudstyr. Tårnet kommer til at stå ved det store bassin, og alle opfordres til at tage udstyret i brug. I løbet af de kommende tre år skal mini-livreddertårnet udbredes til i alt 45 svømmehaller i hele landet.


- Mini-livreddertårnet skal gøre det sjovt for alle at blive god til livredning, og vi håber, at det spændende udstyr og de forskellige øvelsesforslag, man kan finde ved tårnet, kan vække stor interesse og begejstring for livredning blandt de besøgende i Køge Svømmeland. Livredning kan dyrkes af alle, og det er en vigtig færdighed at kunne redde sig selv og andre. Hvis man er i tvivl om, hvordan man skal bruge udstyret i livreddertårnet, eller hvordan en øvelse skal udføres, kan man altid spørge svømmehallens personale, siger Andreas Mølholm, ”Respekt for Vand”-konsulent i TrygFonden Kystlivredning.