19. MAJ 2021



Syv 7. klasser i Køge Kommune har de sidste fem måneder dystet i konkurrencen om at blive den stærkeste iværksætter med udfordringer fra den virkelige verden. På torsdag den 20. maj kåres vinderne af konkurrencen på en digital iværksættermesse





HØR INTERVIEW MED KØGES BORGMESTER, MARIE STÆRKE (A)



Hvordan får vi flere turister til Køge, hvordan øger vi læselysten blandt unge og hvordan får vi flere mennesker verden over, til leve et sundere liv? Det er bare nogle af de opgaver, som Køge Kommunes 7. klasser havde til opgave at løse i årets innovations- og entreprenørskabskonkurrence.


Iværksættermessen er en årligt tilbagevendende innovations- og entreprenørskabs konkurrence for alle kommunens 7. klasser. Eleverne arbejder sammen i hold med cases fra den virkelige verden, hvilket kulminerer i iværksættermessen, den 20. maj. En iværksættermesse, der normalt samler de mange elever fysisk, men som i år afvikles digitalt af hensyn til coronasmitte.


Live fra Tapperiet

Messen livestreames direkte fra et tv-studie i Tapperiet, hvor borgmester Marie Stærke skyder konkurrencen i gang med en åbningstale. I løbet af dagen vil en reporter drøne Køge Kommune rundt med et kamerahold i ryggen for at overraske vinderne af konkurrencen.


- Innovation og entreprenørskab er kompetencer, som kun bliver mere og mere vigtige for fremtidens arbejdsmarked. Jeg har fulgt lidt med fra sidelinjen og det er enormt inspirerende at se, hvilke idéer, eleverne kommer på. Nogle gange finder børn og unge bare nogle løsninger lidt udenfor de gængse kasser og det tror jeg, at vi voksne kan lære meget af. Jeg glæder mig til at åbne årets Iværksættermesse, og få lov til at kigge med på de mange spændende løsninger, der bliver præsenteret her, siger borgmester Marie Stærke.


Arbejdsgruppen bag Iværksættermessen har i år selv tænkt ud af boksen og er dykket ned i nogle lokale og meget aktuelle problemstillinger, da der skulle findes cases til konkurrencen. Blandt andet har eleverne hjulpet Connect Køge med at udvikle turismen i Køge, så flere unge får lyst til at tilbringe sommeren i kommunen.


Alt materiale har været digitalt, så elever og lærere let kunne tilgå det gennem den virtuelle undervisning, som de efterhånden er så vant til.


De deltagende klasser skal ud over i bedste Oscar-stil at overvære afsløring af vinderen, deltage i en dagskonkurrence, der er lavet i samarbejde med Køge Handelsskole. Der er i år syv skoler, der deltager i Iværksættermessen: Sct. Nicolai Skole, Borup Skole, Kirstinedalsskolen, Hastrupskolen, Højelse Skole, Vemmedrupskolen, og Ellebækskolen.


Interesserede kan følge med på Iværksættermessen på Vimeo