HØR INTERVIEW: mette jorsø fortæller om sit skifte fra venstre til radikale





31. AUGUST 2020



Mette Jorsø fortalte i sidste uge at hun har meldt sig ind i Radikale Venstre Køge. Det betyder, at Radikale Venstre nu er repræsenteret i Køge Byråd for første gang i knap 11 år.





HØR INTERVIEW MED METTE JORSØ HER:



"Jeg har valgt at melde mig ind hos Radikale Venstre i Køge efter mange gode snakke over sommeren med både den nyvalgte formand, Søren Gommesen, og spidskandidaten, Søren Johansen. Radikale Venstre er et moderne parti, hvor jeg kan se mig selv bidrage til med mine socialliberale holdninger, som er vokset med årene, og med mit store engagement i de mærkesager, jeg arbejder for." Det skriver Mette Jorsø i en pressemeddelelse og fortsætter:


"Mit hjerte brænder for det lokalpolitiske arbejde, og jeg har altid haft stor fokus på bæredygtighed og klima i vores kommune. Som formand for Teknik- og Miljøudvalget i sidste valgperiode var jeg med til at sikre, at vi udarbejdede en strategisk energiplan, fik fokus på en grøn omstilling og ikke mindst kystbeskyttelse. Som medlem af Radikale Venstre vil jeg kunne arbejde endnu mere målrettet for et bedre klima og øget bæredygtighed i hele Køge Kommune. Det glæder jeg mig til."


"Desuden har jeg altid arbejdet hårdt for at gøre det så simpelt som muligt at være virksomhed i Køge Kommune, og jeg vil til enhver tid kæmpe for de gode virksomheder, som vi har i kommunen. Det er jo dem, som er med til at sikre, at vi har den velfærd, som vi har."


"Jeg glæder mig afsindig meget til samarbejdet med vores spidskandidat, Søren Johansen, og til at tage del i Radikale Venstres politiske projekt - et projekt som jeg ser mig selv i både menneskeligt og politisk. Og jeg er sikker på, at vi sammen med den nyvalgte bestyrelse, kan få Radikale Venstre i Køge til at vokse, så vi får et godt kommunalvalg til næste år. Jeg føler, at jeg vil passe godt ind i det team, som er i Radikale Venstre," slutter Mette Jorsø