7. April 2021



På søndag ringer det på din dør, når tusindevis af indsamlere er på gaden for at samle ind til kræftsagen. Men der mangler indsamlere flere steder i vores område.





Foto: Tomas Bertelsen, cancer.dk


HØR INTERVIEW MED GURI BØTTING, FORMAND FOR KRÆFTENS BEKÆMPELSE KØGE:


Søndag morgen går frivillige landet over i gang med at uddele indsamlingsbøtter, tasker, håndsprit, mundbind og foldere til de tusindevis af indsamlere, som fra kl. 10.00 vil gå rundt for at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse. Landsindsamlingen er en stor dag for kræftsagen og de mange frivillige, som gør en kæmpe indsats i forbindelse med landsindsamlingen, fortæller Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse, der også skal ud med indsamlingsbøtten:


- 2020 har været et vanskeligt år for os alle – men det har i særdeleshed været vanskeligt for kræftpatienter og pårørende. Mange har levet isoleret og passet rigtig meget på sig selv af frygt for at blive smittet med corona. Den bekymring har vi mærket i Kræftens Bekæmpelse, hvor mange har gjort brug af vores rådgivningstilbud. For kræft holder ikke pause under corona, og kræft er stadig den sygdom, som flest danskere dør af, så der er hårdt brug for de indsamlede midler, siger Jesper Fisker.


Kræftens Bekæmpelse bruger de indsamlede midler til forskning, forebyggelse og støtte til patienter og pårørende. Kun 3 pct. af Kræftens Bekæmpelses midler kommer fra det offentlige, så danskernes støtte er vital for kræftsagen.


Lokalt mangler man indsamlere i Herfølge, Lellinge, Ølsemagle, Algestrup, Højelse og Ll. Skensved. Det meddeler Guri Bøtting, der er formand for Kræftens Bekæmpelse Køge.


Man kan melde sig til her: cancer.dk/landsindsamling